I følge 'Annual Report on Zoonoses in Denmark, 2021', som er udarbejdet af Fødevareinstituttet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) tyder det på, at TBE-virus breder sig i den nordlige del af Sjælland og måske også i andre regioner i Danmark. Kilde: www.food.dtu.dk
TBE (Tick Borne Encephalitis) også kendt som centraleuropæisk hjernebetændelse, skyldes en virus fra familien af flavivirus.
I Danmark er TBE-virus og sygdommen mest udbredt på Bornholm, hvor den har været registreret i over 50 år. Siden 2008, er den også forekommet på Fyn og i Jylland (2018) samt på Sjælland (2008-09 og 2019-21).
På Sjælland er der indtil videre registreret TBE-tilfælde i Tisvilde Hegn, Tokkekøb Hegn, Vinderød skov i Halsnæs, Gribskov, Hareskoven, Frederikssund og Allerød. I Jylland er det omkring Silkeborg og på Sydfyn er det omkring Fåborg.
Der kan dog sagtens være flåter med TBE-virus andre steder end dem listet her. Listen er en oversigt over de steder, hvor der er registreret TBE-virus, der har udviklet sig til sygdom.
I følge 'Annual Report on Zoonoses in Denmark, 2021', er der ved Tisvilde Hegn mindre områder, hvor mere end 10 % af flåtbestanden er inficeret med TBE-virus.
Bør jeg blive vaccineret?
Det er ikke alle, der bør blive vaccineret. Hvis du bor eller opholder dig i de områder, hvor der er registreret TBE-virus, kan det være en god ide. Det gælder også, hvis du rejser til f.eks. Sverige, Baltikum og visse dele af Tyskland og Østrig. Se en oversigt her >>
Det skal du være opmærksom på:
- Der er en kraftig vækst i antallet af flåter i Danmark og stadig flere er inficeret med bl.a. TBE-virus
- Der er en stigning i antallet af områder, hvor flåterne er bærer af TBE-virus
- Du kan ikke behandle TBE-virus, der er dog stor forskel på, hvor syg den enkelte bliver
I følge Statens Serum Institut (SSI) er der ca. 25 % af de TBE-smittede, der får en klinisk sygdom, som svarer til en sommerinfluenza. Og ca. 25 % af disse tilfælde udvikler sig til hjernebetændelse (encephalitis). Omkring 30 % af indlagte TBE-patienter kan få årelange følgevirkninger såsom lammelser af arm, neuropsykiatriske forandringer eller indlæringsvanskeligheder.
Der findes ingen specifikke antivirale stoffer til behandling af infektionen. Dødeligheden er 1-2%. Kilde: www.ssi.dk
Vaccine TBE-virus
Der findes en række vacciner, som ikke indgår i de offentligt betalte vaccinationsprogrammer, som f.eks. vaccine mod TBE-virus. Du kan bede din læge om at bestille og selv betale for vaccinen.