TBE-virus

Tick Borne Encephalitis virus (TBE)

Synonymer: Centraleuropæisk hjernebetændelse, Früh-Sommer-Meningo-Encephalitis (FSME), Østeuropæisk hjernebetændelse, TBE-virus, TBEV 

TBE er en flåtoverført virus fra flavivirus-familien. TBE er p.t. en sjælden sygdom i Danmark, som hidtil har været udbredt på Bornholm. Den er imidlertid ved at etablere sig med fund på både Sjælland, Fyn og Jylland med flere sygdomstilfælde til følge.  

TBE-virus overføres til mennesker via bid fra inficerede flåter og kan give infektion i hjernen, hjernens hinder og nerverødder. Dødeligheden er ifølge Statens Serum Institut estimeret til 1-2%. 

Hold øje med flg. symptomer: Der går som regel 10-14 (2-28) dage, fra man bliver smittet, til de første symptomer kommer. Sygdommen bliver delt ind i to faser.

Fase 1: Varighed: ca. 4-5 dage.
Symptomer: Feber, træthed, hovedpine og muskelsmerter. Herefter forsvinder symptomerne for ca. 75%, som bliver raske. Hos de resterende ca. 25% går sygdommen over i fase 2 efter ca. en uge.

Fase 2: Denne fase begynder ca. en uge efter de første sygdomssymptomer og hjernebetændelsen kan tage lang tid at komme sig efter. Sygdomsbetegnelse: TBE-virus hjernebetændelse (encefalit).
Symptomer: Kraftig hovedpine, svimmelhed, kvalme og opkastninger, nakkestivhed, psykiske symptomer og eventuelt kramper og muskelsvækkelser.

Overførsel fra flåt til vært: TBE-virus sidder i flåtens spytkirtler og smitter derfor potentielt øjeblikkeligt eller indenfor få minutter. Selvom TBE-virus overføres inden for få minutter, er det stadig vigtigt at fjerne flåten så hurtigt som muligt, da mængden af virus der overføres, kan have betydning for, hvor syg man bliver. Desuden kan flåten være bærer af flere sygdomme, hvorfor det gælder om at fjerne flåten hurtigst muligt. 

Behandling: Ved en TBE-hjernebetændelse er det meget vigtigt at blive hurtigt indlagt på et sygehus. Der findes ingen specifik behandling af en TBE-virus. Behandlingen går derfor ud på at forhindre alvorlige skade og lindring af symptomer. Det skyldes, at der er tale om en virus, hvorfor antibiotika ikke hjælper. I langt de fleste tilfælde går TBE-virussen over af sig selv. 

Oversigt symptomer:

  • Feber, træthed
  • Hovedpine, lysfølsomhed
  • Muskelsmerter
  • Svimmelhed
  • Kvalme og opkast
  • Nakkestivhed 
  • Kramper og muskelsvækkelser